Chokoladetærte - dessert.
Tarte au chocolat som franskmændene siger det.
Denne tærte stødte jeg på i Frankrig får nogle år siden. Vi var ude på landet og spiste på det lokale spisested hvor det var fruen i huset der stod for serveringen og hendes mand der svingede potter og pander i køkkenet. Det var autentisk, rustikt og hjemmelavet fransk bondemad. Til min store glæde er der i bogen BISTRO (Stéphane Reynaud) en opskrift der passende kunne være den jeg fik serveret dette sted. Den er på ingen måder sund, tværtimod nok så forbudt som den kan blive. Men den gør godt for krop og sjæl. Nu er det ikke så ofte, at man kan genkalde sig diverse feriestemninger når man er kommet hjem, men det er meget tæt på med denne opskrift. Nu får du opskriften her, så kan du jo' prøve og se om du kan skabe den franske stemning, hjemme i dit eget køkken.
Først skal vi have lavet os en god og sød mørdej til tærten.
Tærtedej - sød mørdej - Les pátes á tarte.
Smør 125g
Flormelis 70g
Mandelmel 50g - brug evt. kaffekværn og mal selv mandler.
Mel 250g
æg 1 - 50g
Den søde mørdej rulles ud, efter at have været på køl.
Bland det blødgjorte smør med sukker og mandelmel og sigt melet i lidt ad gangen. Ælt dejen godt sammen og saml den til sidst med ægget, brug evt. en smule vand hvis dejen virker for fast. Dejen stilles på køl i mindst 1 time.
Cokladetærte - Tarte au choccolat.
Her skal du bruge en tærteform der er ca. 25-30 cm i diameter.
Mørdej
Hasselnødder 50g
Mørk chokolade 150g
Smør 70g
Fløde 250g
Whisky 1/4 dl
Rul mørdejen ud og læg den i tærteformen. Hasselnødderne hakker eller blender du og drysser dem over tærtebunden. Prik tærtebunden med en gaffel. Bag tærten 20-25 minutter ved 180 grader.
Smelt chokolade og smør i fløde og whisky. Hæld chokolademassen i den bagte tærtebund. Stil tærten koldt i mindst 1 time, til chokolademassen stivner. Drik god kaffe og portvin til.
Chokoladetærte når det er allerbedst.
Vælg kun gode råvarer til denne opskrift. Det er så sjældent man spiser den slags, så her bør du vælge kun det bedste til dig og dine.
Velbekomme og rigtig god fornøjelse.
MadFar.
MadFar | Comments Off | 


